Velkommen til et blogindlæg af de lidt længere.
Jeg tænkte at I måske havde lyst til at lære os og MiniChic lidt bedre at kende, så her en del af historien om hvordan vi kunne finde på at lave en butik i en lille by i vestjylland og om vores skønne gamle skole :-)
MiniChic
er meget mere end en børnetøjsbutik –
MiniChic er også seneste kapitel i en over 100 år gammel historie
i den lille landsby Lihme, nemlig historien om Adelgades gamle skole fra 1912.
Da vi
overtog huset i 2005 var der ikke meget glamour over det –
det var tydeligt at den gamle skole var præcis det navnet antyder,
nemlig gammel og havde set lidt af hvert i tidens løb. Der var
huller i taget, yderdørene kunne ikke lukkes, en stor del af
ballustrene i trappegelænderet var blevet sparket ud og brugt til at
banke løs på andre dele af husets indre, og det hele kunne vel
bedst beskrives som et charmerende håndværkertilbud.
Vi kom
heldigvis fra et endnu mere charmerende håndværkertilbud i en lillebitte landsby
(ikke ret langt fra Lihme), og syntes at den gamle skole,
sammenlignet med det meget nedlagte landbrug vi lige havde
færdigrenoveret, så ganske overskuelig ud. Så på med
arbejdshandskerne, en masse materialer, gå-på-mod og et par
telefonnumre til gode håndværkere, og så gik vi ellers i gang med
hovedrenovering af Lihmes skønne gamle skole.
Det tog
nogle år at nå igennem huset, men i 2011 var det klart - jeg vil
ikke sige færdigt, for det bliver et gammelt hus aldrig –
men pludselig havde vi et helt fantastisk hus med masser af sjæl og
masser af plads til vores rådighed. Så var det tid til at finde på
et nyt projekt, og så opstod tanken til MiniChic.
MiniChic
var først tænkt som en internetbutik med fransk børnetøj til
drenge og piger fra 0-12 år. Ideen har vi egentlig haft i mange år,
lige siden vi fik vores ældste datter i 2002 og begyndte at få
bunker at lækkert fransk børnetøj tilsendt fra den franske del af
familien (den bedre halvdel er franskmand). Vi har i mange år undret
os over, at man ikke kunne finde det skønne franske børnetøj i
Danmark, og da jeg så pludselig i slutningen af 2011 stod i et
ophold mellem to jobs, blev vi i familien enige om, at nu skulle det
være. Som sagt, så gjort og efter mange og lange forhandlinger på
fransk med nogle af de største franske børnetøjsmærker, kunne vi i
2012 åbne MiniChic.dk.
Det
viste sig dog hurtigt, at det er meget, meget svært at starte en
internetbutik op med i Danmark ukendte mærker - for hvem søger
lige efter noget, man ikke kender på nettet? Jeg startede så med at
holde nogle homeparties, som var en stor succes, og når jeg kom
hjem, satte jeg stativerne ind i vores store gamle skolestue. En dag
kiggede en veninde derind og sagde: 'det ligner da en hel butik.
Hvorfor sætter du ikke et skilt ud på vejen?'. Så det gjorde vi så
–
I første omgang tænkte jeg, at det ikke ville have den helt store
effekt, for indrømmet, Lihme er ikke verdens største by, men til
vores store overraskelse viste det sig at være en rigtig god ide.
Det er
muligt, at Lihme ikke helt er verdens navle, til gengæld kommer der
faktisk rigtig mange mennesker forbi herude alligevel. Der er
turister fra de mange sommerhuse i området og fra vores store lokale
campingplads, der er de mange lokale, der sætter pris på
at kunne shoppe godt børnetøj uden at skulle ind til en af de
større byer, og så er der alle dem (og der kommer flere og flere
til), der kører langt for at handle i butikken. Vi har i dag faste
kunder langvejsfra (i den radius på op til 120 km). Det ville
selvfølgelig aldrig have kunnet lade sig gøre, hvis vi ikke fra
starten havde valgt at have et kæmpe udvalg, og kun gode mærker man
ikke lige finder andre steder i Danmark.
Resultatet
af åbningen af den fysiske butik blev hurtigt, at internetbutikken
begyndte at vokse. Det fantastiske ved at bo i et turistområde er
jo, at de besøgende kommer fra hele landet, og rigtig mange der har
besøgt den fysiske butik fortsætter med at handle i vores netbutik,
når de kommer hjem. Vi fornemmer også, at mange fortæller om
MiniChic i deres omgangskreds, når de kommer hjem fra ferie, da der
som regel dukker mange nye netkunder op i perioderne efter ferierne.
Netbutikken har i dag også kunder fra flere lande udenfor Danmark,
overvejende Norge og Sverige, men til vores overraskelse har vi også
flere franske kunder, der bestiller -især kjoler- hos os, hvis vi
lige har den rigtige på lager, og den er udsolgt i Frankrig.
Vi har
også endnu en kategori af besøgende, nemlig alle dem der har en
tilknytning til den gamle skole. For vores hus har jo en lang
historie forud for MiniChics indtog i skolestuen. Der er fantastisk
at få besøgende, der kender skolen fra tidligere. Mange har selv
gået i skole her, da skolen faktisk først lukkede i 1976 –
og det er et privilegium for os hver gang at få lov at høre en
lille bid af husets historie. Vi har haft besøgende i alle aldre,
der har gået i skole her, og hver generation har sin historie,
hvordan læreren var, hvor man sad i skolestuen, eller om man sad i
den lille skolestue på loftet, hvordan der så ud i skolegården,
hvordan toiletforholdene var og meget, meget mere.
På den
måde kan vi stykke husets historie sammen lidt efter lidt. Man
finder ud af, hvornår der kom rigtige toiletter i udhuset, hvor
længe den gamle gruekedel var i brug, hvem det er, der har skrevet
navne på vores endevæg, som dengang lå i skolegården, hvilke
lærere der har boet her før os og hvordan haven så ud dengang.
For lidt tid siden havde vi besøg af en herre, som gerne ville vise
sin kone skolen. Han var i starten af 70'erne og havde en historie om
vores gamle hus med, der var lidt ud over det sædvanlige. Det viste
sig nemlig, at hans bedsteforældre havde været lærerpar i skolen
under 2. verdenskrig, og at han derfor var kommet meget i huset som
lille dreng.
Det var
en rigtig spændende rundvisning i vores gamle skole, hvor vi blandt
andet hørte om, hvordan der i en lille gang skjult bag toilettet
(som dengang nærmere var et das) stod 3 motorcykler skjult for
besættelsesmagten. Motorcyklerne tilhørte vores gæsts far, som
dengang var smed i Ramsing og som bestemt ikke havde lyst til at lade
sine motorcykler annektere. Dengang var overetagen af beboelsen ikke
benyttet, og der blev skjult flygtninge deroppe. Efter krigen rejste
lærerparret videre til en bestyrerstilling på Hjerl Hede –
også en rigtig spændende fortælling, som jeg dog ikke vil bringe
her.
Siden hen
fortsatte undervisningen i Lihme med 2 klassetrin her på vores
skole, og de andre klassetrin fordelt på to andre skoler i byen. I
1976 blev al undervisning samlet på en ny skole i Lihme, og vores
hus blev overtaget af den daværende lærer som privatbolig. I dag er
det så vores familie, der er så heldige at bo i huset, de seneste
to år endvidere i selskab med MiniChic.
I løbet
af de sidste 4 år er MiniChic vokset fra en god ide på
tegnebrættet, til at fylde hele den gamle skolestue med et stort
udvalg i børnetøj og skønne ting til børneværelset. Vi har
udvidet fra de oprindelige den oprindelige aldergruppe 0-12 år, til
nu at gå helt fra 0-16 år, og planen med det rent franske udvalg,
har fået både australske, hollandske og en enkelt dansk tilføjelse. Grundkonceptet er stadig
intakt, nemlig at tilbyde et stort udvalg til børn, som det er værd
at køre efter. Her skal man kunne finde noget, der skiller sig ud
fra mængden, til priser hvor alle kan være med.
Så den
gamle skole i Lihme lever videre i bedste velgående og er, efter en
pause på 35 år, igen åben for besøgende. En lang historie
fortsætter, og vi glæder os til at være en del af den fremtidige
fortælling. Alle der har lyst til at se den gamle skole og besøge
MiniChic, er meget velkomne til at kigge forbi –
åbningstider og adresse kan findes på www.minichic.dk.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar